Den Guddommelige Proportion- eller det gyldne snit, der er kendt som det græske bogstav Phi (ϕ), er et irrationelt tal (dvs. et tal der ikke kan udtrykkes som brøk eller som forholdet mellem to hele tal) med adskillige mærkelige egenskaber.

Vi kan definere det som tallet, der er lig med sin egen reciprokke værdi plus én: ϕ = 1/ϕ +1 med værdien almindelivis udtrykt som 1,618033989. Dets cifre blev beregnet til ti millioner pladser i 1996, og de gentager sig aldrig.  Det er forbundet med Fibonaccitallene på den måde, at hvis man dividerer to på hinanden følgende tal i Fibonaccitalrækken med hinanden, er svaret altid en tilnærmelse til phi.

Dette forhold, der også er kendt som Det Gyldne Forhold, Den Gyldne Middelvej eller Det Gyldne Snit, findes i forbavsende mange tilfælde i naturen, samt i menneskeskabt kunst og arkitektur, hvor et forhold på 1,618 anses som behageligt for øjet. Forholdets mærkelige egenskaber betød, at det historisk er blevet betragtet som guddommeligt i sin beskaffenhed og uendeligt i sin betydning. De gamle grækere mente for eksempel, at forståelsen af forholdet kunne hjælpe os nærmere Gud.

Gud var ”i” tallet.

Der er ingen tvivl om, at harmoni kan udtrykkes i tal, uanset om det er i et billedligt eller arkitektonisk rum, indenfor musikken eller simpelthen i naturen. Den Guddommelige Proportions harmoni dukker naturligt op mange steder. I menneskekroppen arbejder hjertekamrene i en rytme, der svarer til Den Guddommelige Proportion. Menneskeansigtet inkorporerer forholdet i sine proportioner. Hvis man dividerer hældningen i en DNA-spiral eller en konkylie med diameteren, får man Den Guddommelige Proportion. Og hvis man ser på hvordan blade vokser på stænglen af en plante, kan man se, at hvert blad vokser i en vinkel, der er forskellig fra bladet nedenunder. Den almindeligste vinkel mellem to på hinanden følgende blade er direkte relateret til Den Guddommelige Proportion.

Også i kunst og arkitektur er de berømte harmoniske egenskaber blevet benyttet med stor virkning. Dimensionerne i Kongens Kammer i Keops-pyramiden i Egypten er baseret på Den Guddommelige Proportion. Arkitekten Le Corbusier designede sit Modulor-system omkring brugen af forholdet. Maleren Mondrian baserede de fleste af sine værker på Den Guddommelige Proportion. Leonardo da Vinci indførte den i mange af sine malerier, og Claude Debussy benyttede dens egenskaber i sin musik. Den Guddommelige Proportion dukker også op på højst usædvanlige steder: widescreen tv-apparater, postkort, kreditkort og fotografier er ofte dimensioneret i overensstemmelse med disse proportioner. Og der er gennemført mange eksperimenter for at bevise, at topmodellers ansigtsproportioner svarer bedre til Den Guddommelige Proportion end resten af befolkningens. Det er angiveligt derfor vi finder dem smukke.

Luca Pacioli, en ven af Leonardo da Vinci, som han mødte, mens han arbejdede ved hoffet hos hertugen af Milano, Ludovico Sforza, skrev en større afhandling om Det Gyldne Snit, Divina Proportione. I denne bog forsøger Parcioli at forklare meningen med Den Guddommelige Proportion logisk og videnskabeligt, skønt han troede, at dens flygtighed afspejlede Guds mysterium. Dette og andre værker af Pacioli har tilsyneladende haft stor indflydelse på Leonardo, og de to blev gode venner og arbejdede tilmed sammen på matematiske problemer. Anvendelsen af Den Guddommelige Proportion er tydelig i Leonardos hovedværker, og han havde i lang tid vist stor interesse for matematikken i kunst og natur. Ligesom den fremragende videnskabsmand Pythagoras havde Leonardo studeret menneskeskikkelsen til bunds og påvist, at alle kroppens store linjer fulgte Den

Guddommelige Proportion. Man har sagt , at Leonardos store ufuldendte maleri, Hieronimus, der viser helgenen med en løve ved fødderne, blev malet med overlæg, så et Gyldent Rektangel passer rundt om den centrale figur. Med Leonardos kærlighed til ”geometriske forlystelser” er det en meget rimelig antagelse. Mona Lisas ansigt passer også ind i et perfekt Gyldent Rektangel.

Efter Leonardo gjorde kunstnere som Raphael og Michelangelo stor brug af Den Guddommelige Proportion ved opbygningen af deres værker. Michelangelos betagende skulptur David er i overensstemmelse med Den Guddommelige Proportion med udgangspunkt i navlen i forhold til højde og placering af leddene i fingrende.